c. 126 fortæller om en Mand, man saa ride hurtig afsted paa en graa Hest med en luende Brand i Haanden; ligesom han ogsaa i den tydske Folketro er en “Schimmelreiter“[1]. At han beskrives som svartr sem bik, er ikke at undres over, da han efter Kristendommens Indførelse identificeredes med Fanden, der jevnligen tænktes sort som en Blaamand, ligesom man ogsaa nu kan faa høre Tale om “svarte Fanden“. Ej heller kan derfra opstaa nogen Betænkelighed, at han her ikke har noget Følge af Valkyrier. Ti det har han heller ikke i det Sagn om ham, som er opbevaret i Saga Hákonar Guthorms ok Inga c. 20 (Fornm. s. IX, 55; Konunga s. Krist. 1873 S. 237). Underligere kan det se ud, at det i Njáls s. c. 126 beskrevne Syn kaldes gandreið. Men dette var nu engang blevet en almindelig Benævnelse paa al den Fart, som foretoges af kveldriður, og da Odins Fart her i Grunden var af samme Slags, kunde denne ogsaa kaldes med samme Navn.
Efterat Odin var bleven til Fanden[2], forandredes naturligvis ogsaa Forestillingen om hans Følges Beskaffenhed i Overensstemmelse dermed. Odin hentede sine trofaste Dyrkere til Valhals Glæde, Fanden de ugudelige til Helvedes Pine. Odin havde til sine Ledsagere de udvalgte, der allerede før havde taget Sæde i Valhal, men nu vare ude paa Ferd for at hente andre med sig derhen. Fanden havde derimod med sig først og dels de fordømte
- ↑ se J. Grimm, d. Myth. 3te Ausg. S. 876.
- ↑ Tors Virksomhed og Attributer overførtes derimod i Folketroen og Folkesagnet paa Olaf den hellige, der ikke allene var Troldenes Fiende og ødelægger, men ogsaa var rødskjægget; se S. Grundtvigs Danm. g. Folkeviser II, 136 v. 40. 141 v. 16. Hammershaimbs Fær. Kvæder II, 123 v. 30; Sigv. Grubbes Dagbog i Sv. Brings Handl. i Sv. Historien III, 57; J. Grimm, d. Mythol. 3te Ausg. S. 516 fg. Jvf. Flatøb. III, 24616.
