Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Fjerde Bind.djvu/224

Denne siden er ikke korrekturlest

siger, at den lever[1], og at hver den, som kjøber den, kan sende den paa hvilket Menneske, han vil; fremdeles at den er overmaade hastig i sin Fart som en Vind eller en Pil, og at hvis den møder noget paa sin Vej, rammes dette af den Ulykke, som ved dens Udsendelse var tilsigtet[2].

I denne Beskrivelse er det næsten umuligt ikke at gjenkjende det saakaldte Finskot, hvorom man ofte hører tale blandt den norske Almue, og som efter dens Mening skal være Aarsagen til et Nøds pludselige Død, naar man blandt dets Indvolde finder en Kugle eller Haardot af Udseende og Beskaffenhed som den af Scheffer beskrevne, uden at man kan opdage noget Spor i Huden paa det Sted, hvor denne er gjennemboret deraf. Saadan Kugle har jeg selv seet og hørt kaldes Finskot eller Alpil (ɔ: Alfpil), ligesom Benævnelsen Alvskot findes i I. Aasens Ordbog[3]. Denne falder nu aldeles sammen med ags. ylfa gescot[4] og Shetlændernes elfshot, hvorved efter Choice Notes Folklore S. 38 forstaaes Aarsagen til en Kos Sygdom, naar nemlig et Slags Aander, der kaldes trows (= gn. tröll), har rammet den med

  1. Man tænkte sig den altsaa som et levende Væsen, en Aand, i Lighed med gandus, gandr.
  2. Saaledes beskriver ogsaa Biskop Hansen i sit Arkiv for Skolevæsenet o. s, v. II, 386 den Gand, som Omstreifere, der foregave at være fra Finmarken, efter Sognepr. P. L. Lunds Meddelelse antages at kunne skydes i Mennesker og Dyr.
  3. Efter Prof. P. G. Schyttes Ordsamling fra Lofoten (Skand. Litr. S. Skr. 1807, 2den Aarg. II, 61 betyder Alpil 1) paa Højen oprejste lenge Stene, som man antog Alferne ɔ: Troldene have brugt som Pile til at beskyde hinanden med. 2) et lidet smalt Ben, som findes i Fæindvolde eller kjødfulde Lemmer og troes at være indskudt af Troldet eller Alfen for at beskadige Bondens Fæ. Jvf. Leems Beskr. S. 485. Om Finskud se ogsaa Kristiania Vid. S. Forhandl. 1874 S. 304. Leem, Beskriv. S. 457.
  4. Se J. Grimm, D. Mythologie 3te Ausg. S. 1192.