netop betegnede saadanne Aander, som stode til Noaidernes Tjeneste. Ved det første al disse Udtryk synes nemlig gandr paa Grund af dens hurtige Fart eller Flugt at være kaldet en Fugl, hvilket igjen let kunde blive til en Flue; ved det andet derimod paa Grund af sin Form at være betegnet med Navn af Fisk eller Orm[1]. Begge de sidste Betegnelser maa nemlig holdes for ensartede, ligesom Ormen af vore Forfædre kaldtes lyngfiskr.
Sammenholder man hvad der hos Jessen S. 25 fg. og hos Leem S. 275. 279 fg. læses om Lappernes saivvo-lodde og saivvo-guolle eller saivvo-guarms med Beskrivelsen at gandus i Chron. Norv., da maa man vel ogsaa erkjende, at Ligheden, uagtet al Forskjellighed, er stor nok til at vise, at der paa begge Steder er Tale om den samme Ting, nemlig om Aander, der fare omkring, dels i Skikkelse af Dyr eller andre Gjenstande, dels ridende derpaa, tor at udrette Troldkarlens Ærinde, og, idet de fare afsted, blive Dyrs og Menneskers Bane. At Lapperne endog i senere Tider og uagtet al den Tale, som der har været om Gandfluer[2], dog endnu have vedblevet at forestille sig disse som dræbende Aander under Billedet al en stav (gn. gandr, lat. sudes, jvf. det hos Guilielm. Avernus forekommende canna), derom kan man vel ogsaa se et Vidnesbyrd deri, at, som det hedder, “nogle Noaider, der ikke havde Gandfluer, vare derimod i Besiddelse af en saakaldt Gandstav“[3].
- ↑ Jvf. 2 Mos. 7, 9–15.
- ↑ De omtales ogsaa af Jessen S. 56, hvor Gandfluerne beskrives som nogle giftige Tingester, ligesom det kunde have været Lus, hvilke Gandfuglene rystede af sine Fjedre og Tro1dkarlen opsamlede. Jvf. Hammonds nord. Missionshistorie S. 456 fgg.
- ↑ Se Friis, lapp. Myth. S. 111, jvf. Jessen S. 56,
Arkiv f. Skolev. II, 362 omtalte Overtro, ligesom det maaske ogsaa deri har sin Grund, naar Lapper og Finner (Kvæner) som kjærlig Tiltale bruge Udtrykkene loddačam, lintuiseni, og naar Lithauere og Russer dertil bruge lignende Udtryk.
