At Lapperne aldrig til Trolddomsmiddel har brugt nogen
Eske eller Skindsæk med deri indesluttede sorte Fluer,
tør man saa meget mere holde for sikkert, som alle den
senere Tids ivrige Bestræbelser for at faa opsporet et saadant
Trolddomsmiddel ere blevne aldeles frugtesløse. Hva
Leem “efter Beretning“ fortæller om Gandæske og. Gandfluer,
“som mange vide at snakke om“, er heller ikke af
den Beskaffenhed, at det egner sig til at bestyrke nogen i
den Tro, at saadanne virkelig have været i Brug. Det er
ikke engang klart, om dette er fortalt efter Lappernes
egen Beretning, da Ordene S. 484 gjerne kunne være saaledes
at forstaa, at de kun gjælde om hvad deri samme
Stykke er fortalt.
I Beskrivelserne over Lappernes Trolddom fremtræder som noget for dem især ejendommeligt ved Siden af deres Gand tillige deres Runebomme[1] (lapp. Gobdas); og oprindeligen have begge været paa det nøjeste forbundne i deres Anvendelse. Som Schamanerne endnu især hos flere Folk af turansk Stemme pleje slaa paa en Tromme, for derved at bringe sig selv i en Ekstase, hvori der gives dem Syner, hvis Indhold de kundgjøre for den i ærefrygtsfuld Forvent-
- ↑ Dette, og ikke Runebom, maa være Trommens rette Navn. Ordet vilde i det gamle Sprog have hedt rúnabumba, sammensat af rúnar i Betydningen af mystiske Figurer, der antoges at have Trolddomskraft, og bumba ɔ: Tromme. Runebommens og dens Anvendelse er beskreven i Schefferi Lapponia S. 137–161 jvf. 122 (122–144 jvf. 109); Sporrings Relation angaaende Finmarken (nedskreven 7de Jan. 1734) trykt i Topogr. Journal for Norge 6te Hefte S. 97–101; Sigvard Kildals Efterretning om Finners og Lappers hedenske Religion i Skand. Lit. S. Skr. 1807 3die Aarg. II, 449 fg.; Meddelelse derom fra 1627 i Keilhaus Reise i Finmarken S. 218; Högströms Beskr. öfver de til Sver. Krona lydande Lapmarker S. 203–206; Leems Beskr. S. 464–474; Jessen Afhandl. S. 3–5, Friis, lapp. Myth, S. 15–37, G. v. Düben om Lappland och Lapparne S. 266–270. 274.
