387 den Hest, som havde draget Harald Hildetands Lig ind i Haugen, derpaa blev dræbt og dens Ben bleve nedlagte ved Liget i Haugen; og at dette har været almindelig Skik blandt vore Forfædre ved anselige Mænds Begravelse, kan sluttes deraf, at man ofte finder Hesteben i de aabnede Grave. En Levning af saadan hedensk Gravskik var det vel ogsaa, at de kristne Prester i gamle Dage skulde have en saakaldet Utferdsko for en Bondes Begravelse[1]. Hvad der tidligere offredes for eller til den døde ved hans Grav, blev efter Kristendommens Indførelse et Offer til Presten for hans Gjerning ved Begravelsen, ligesom den sauðatollr, som Goden oppebar paa Island[2], vel oprindeligen var en Ydelse af Offerdyr fra dem, som søgte hans hof, og for hvilke han der offrede. Ti at de dødes Lig jevnligen droges til Graven af en Ko, derom haves flere Vidnesbyrd i Sagaerne, og sandsynligvis har det kun været Høvdingernes eller de fornemste Mænds Lig, ved hvis Begravelse det ædlere og kostbarere Dyr Hesten kom til Anvendelse. At en lignende Ydelse, som vor Utferdsko, ogsaa.har været brugelig i Tydskland, kan sees af Mannhardts germanische Mythen S. 51 fg. og Zeitschrift für deutsche Mythologie IV, 419–425, 450, ligesom en lignende Anvendelse af Koen ved Indernes Begravelser omtales i Zeitschrift für vergleichende Sprachforschung II, 346.
Den Omhu, hvormed Lapperne toge vare paa den slagtede Oxerens Kjønsdele[3], staar maaske i Forbindelse med Grundlaget for, hvad der fortælles i Völsaþáttr (Flatøbogen II. 332–335), saavelsom med den nordiske Priapdyrkelse[4]
