diske, og andre deslige Væsener især antages at holde til[1] – og Sandsynligheden af at disse vare Aander, der havde været Mennesker og kunde blive Mennesker igjen, har jeg allerede fremhævet. Ligesom Saivo-Sarva hos Leem[2] er det samme, som af Kildal kaldes Bassevare-Sarva[3], saa staar jo ogsaa hvad derom fortælles i nøjeste Overensstemmelse med, hvad der i Chron. Norv. p. 5 fortælles om de Rener, som urene Aander (gandi) brugte som Befordringsmiddel eller hvis Ham de iførte sig. Stundom ser man ogsaa, at Saivo og Basse-varre, der oprindeligen betegnede Steder, hvor disse væsener især opholdt sig, ere gangne over til at betegne selve Aanderne.
Men hvad er saa Betydningen af Ordet Saivo? Vistnok intet andet end Sø, Vand, ligesom det i Grunden er samme Ord som got. saivs, gn. sær. Naar dernæst dette Ord er kommet til at betegne de dødes Hjem eller de underjordiskes Tilholdssteder, da hænger dette, saavidt jeg ser, sammen med den almindelige Forestilling om, at Menneskets Sjæl efter dens Bortgang ved Døden havde at passere et Vand eller Sø, over hvilke Farten gik til de dødes hinsides liggende Land (i Skyerne bag Horizonten?), eller gjennem hvilke de gik ned til Underverdenen. En saadan Forestilling fremtræder jo oftere hos Grækerne og Romerne[4]. Spor af dens Forekomst i Middelalderen hos de germaniske Folk forekomme
- ↑ At paapege saadanne Steder for den nyere Tids Vedkommende og anføre Hjemmel derfor af trykte Skrifter anser jeg for overflødigt. For ældre Tiders Vedkommende skal jeg derimod henvise til Kormaks s. S. 216 (c. 22) og anføre Stedsnavnene Agdanes, Dvergasteinn.
- ↑ Leems Beskriv. S. 415 fg.
- ↑ Sigv. Kildal i Skand. Lit. S. Skr. l. c. S. 454.
- ↑ Preller griech. Mythologie I, 631–638; Preller röm. Mythologie 456 fg. 461 fg.
