Når man kaster et blik på de gamle veje i vort
land, der endnu på forskellige steder dels ere, dels indtil
for ganske nylig have været i brug, og som danne en fuldstændig
modsætning til den nyere tids forbedrede kommunikationer,
vil man af dem straks få det indtryk, at de så at
sige have gjort sig selv, eller som det også har været sagt,
at geden har været Norges første vejmester. Der, hvor engang
færselen havde trukket en vej, blev den siden liggende,
uden at man ænsede bakker og omveje, og selv om det
egentlige vejlegeme i tidens løb kunde forbedres, har dets
hovedretning kun sjelden undergået forandringer, forinden
den fremdeles foregående nybygning af det norske vejnet for
henimod treti år siden tog sin begyndelse. Enhver dal, stor
eller liden, fik på denne måde sin vej, der gård imellem
fulgte vasdragets hovedretning. Men ved siden deraf dannede
der sig også allerede i en meget fjern tid enkelte hovedstrøg
for færselen imellem de forskellige landsdele, som af den
grund fremfor andre udmærkede sig ved en større trafik og
således bleve virkelige landeveje. Iblandt disse, der gennem
den hele middelalder vare rigets hovedveje og i det væsentlige
svarede til de nuværende store vejlinjer, var i enhver
henseende den vej den vigtigste, som fra Østlandet og Mjøs-
Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Fjerde Bind.djvu/258
Denne siden er ikke korrekturlest
DET NORSKE VEJVÆSENS UDVIKLING FØR. 1814.
AF YNGVAR NIELSEN.