Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Fjerde Bind.djvu/287

spektion,“ således at vejene kunde komme i den stand, at de kunde befares både med vogne og med beste. I dette øjemed blev det i bestallingen, der tillige er affattet som instruktion for Hauritz, yderligere bestemt, at landevejene, „som ere efter landsloven tvende, nemlig den almindelige vej, som løber landet langs igennem, og så den, der ligger fra fjelds til købstæderne eller havner,“ skulde have en bredde af 8–12 alen, undtagen, hvor naturhindringer gjorde dette umuligt, idet vejen på sådanne steder kun skulde være så bred, som det var muligt at fri den ved at “bortbrænde“ stene o. desl. Hvor der var myrer, skulde disse opfyldes med ris, sten eller torv „eller og med stokke-broer belægges, så dis tryggeligere kan fares;“ hvor der var så brede elve, at der over dem ikke kunde bygges bro, skulde der forfærdiges pramme eller træflåder af den størrelse, at to eller fire mand ad gangen kunde overføre seks heste med de dertil hørende folk, og indrettede således, at man kunde køre lige ud paa dem, hvorhos inspektøren og distriktets foged skulde ansætte færgemænd, der dag og nat kunde være tilstede for at overføre de rejsende, efter en billig og forsvarlig takst. Ligeledes skulde der, hvor vejene afbrødes af „indløbne fjorde“, sørges for transportmidler for de rejsende med deres heste og bagage. Fogderne og skriverne skulde efter inspektørens tilsigelse fordele vejstykkerne mellem gårdene og betegne disse med pæle, hvorpå opsiddernes bomærke og numer var malet, medens udgifterne ved bygning og vedligeholdelse af pramme og broer enten skulde lægges på de afsides, fra alfarvejen liggende bygder og gårde eller også fordeles på det hele sogn. En gang om året skulde inspektøren befare vejene, og hvor disse ikke vare i fuld stand, da lade fogden tiltale de skyldige for at dømmes efter landsloven. Alle landeveje skulde efter inspektørens