foranstaltning opmåles efter tydske mile og af almuen forsynes med milestolper. Som løn skulde inspektøren have 8 ß af hver fuld gård, der skude ophæves og udbetales til ham af fogderne[1].
Efter hvad Hauritz selv oplyser i den ansøgning, som han i Juni 1665 indgav for at erholde kongelig bestalling, var det da allerede gået så raskt med vejarbejdet, at man endnu i denne sommer skulde kunne køre med vogne fra Akershus til Kongsberg, Laurvik og flere andre steder, og specielt fremhævede han sin virksomhed for at bygge broer. Imidlertid kan det dog være tvivlsomt, om der i virkeligheden i denne korte tid har været udrettet så meget, og om det forøgede opsyn allerede så tidlig skulde have båret sådanne frugter. Almuen har neppe været særdeles gunstig stemt mod disse nye foranstaltninger, der pådroge dem forøgede udgifter og arbejde, uden at de deraf kunde se nogen fordel;[2] med indkrævningen af de nye embedsmænds løn har det vist heller ikke gået raskt, og arbejdet har sandsynligvis i almuens vrangvillighed havt at overvinde den største hindring, som mødte det. Også mangelen på tilstrækkelige lovbestemmelser må herved have havt nogen virkning, idet man kun havde de forældede bud i den almindelige lovbog på den ene og de nye forordninger på den anden side, som kunde være vanskelige nok at bringe i overensstemmelse med
- ↑ Findes i original i rigsarkivet (kancelliindlæg for 1665.)
- ↑ Denne almuens ulyst til at bære de med vejarbejdet forbundne byrder vedblev længe at vise sig og kom imod slutningen af det 18de årh. temmelig stærkt tilsyne i det af veje meget gennemskårne Akershus amt. I Ejdsvold var således i 1791 almuen 338 mand stærk, tilsagt til vejarbejde, men gik igen uden videre sin vej, – som det hed, fordi ingen rodemester vilde begynde først!
