ningen af nye hovedveje[1] og vedligeholdelsen af de allerede færdiggjorte, altså i det væsentlige overensstemmende med, hvad der allerede var udtalt i Hauritz’s første bestalling af 1664. Med størst udførlighed omtales dette måske i den for Tillisch i 1761 udstedte bestalling (trykt i Budstikken, III, 797 flg.) som derfor også påberåbtes i følgende bestallinger. Ved siden af opsynet med landevejene vare derhos som oftest også købstædernes gader og veje henlagte under dem. Mindre klart synes forholdet mellem general-vejmesterne og amtmænd og fogder at have været. I Stavanger amt vare de sidste, sålænge der kun var én general-vejmester for hele det søndenfjeldske, i følge reskript af 30 September 1707 dennes mellemmænd med almuen og oppebare i den egenskab halvdelen af vejmester-tolden, når general-vejmesteren ikke selv kunde besøge distriktet. Ved reskript af 30 Septbr. 1710 fik også fogderne i Akershus stift pålæg om at bistå general-veimesteren med vej-arbejdets fordeling og udførelse. Hvad amtmændene angik, da var det disse pålagt ved instruks af 7 Febr. 1685, § 17, at have tilsyn med distriktets veje, broer og dæmninger, samt sørge for, at disse sattes istand og vedligeholdtes af almuen. På grund heraf blev der i 1732 tvist mellem stiftamtmanden i Bergen og general-vejmester Lützow, idet den sidste ikke vilde modtage befalinger af den første, da han i henhold til sin egen instruks mente at være uafhængig af ham. Forholdet blev da ved reskript af l August 1732 ordnet således, at de ikke direkte fik noget med hinanden at gøre, men skulde henvende sig til statholderen, for at denne kunde træffe videre foranstaltning, når den ene af parterne havde
- ↑ Herved forstødes „de reale kongs- og fæstningsveje samt postvejene i landet; men bygdevejene besørger almuen selv under fogdernes opsyn efter gammel sædvane.“ Norske samlinger (8vo), I, 566.
