tige, som alle andre. Uden at ville bestride disse vejes store nytte, kunde han dog ikke tro andet, end at enhver retsindig mand måtte tilstå, at de ikke kunde sammenlignes med post- og kongevejene, „da der vist ikke rejser en embedsmand på bygdevejene tilfjelds imod 100 på postvejen.“ En enkelt mand kunde desuden ikke overkomme alt dette; når hver lensmand otte dage om året vilde føre opsigt over bygdevejene, måtte disse kunne drives op til tålelig gode rideveie „og mere bør og kan ikke fordres i et land, hvor naturen er så vanskelig, som dette.“[1]
I de første hundrede år efter de første general-vejmesteres udnævnelse synes disse embedsmænds virksomhed mest at have været rettet på en sukcessiv oparbejdelse af de allerede existerende ældre vejlinjer, med bygning af mere hensigtsmæssige broer. En almindelig nybygning synes ikke at have fundet sted, uagtet dette oprindelig var forudsat, hvorimod der allerede under Kristian V foregik en fuldstændig opmåling af vejene i det søndenfjeldske efter mile på 17,600 danske alen, hvorved der opsattes de store og smukke milestolper af huggen sten med kongens og statholderens navnesiffer, hvoraf endnu hist og her enkelte kunne sees, f. ex. en i Jukamklevene og, såvidt erindres, en længere oppe i
- ↑ I anledning af en fra lensmændene i Nedenæs indkommen ansøgning om at fritages for vei-opsynet (hvorover kancelliet under 12 Oktober 1793 forlangte Ankers erklæring), udtalte general vejmester L. Ingier i en skrivelse til Anker i begyndelsen af 1794, at det var nødvendigt at have en speciel opsynsmand over vejene i hvert sogn; at afgive en bestemmelse for, hvilke veje der skulde henhøre under general-vejmesteren, og hvilke ikke, vilde være meget vanskeligt, navnlig i Akershus stift, hvor nogle amter toge sig af vejene, andre ikke. Bygdevejene vare ligeså nødvendige for almuen, som kongevejene for den rejsende; hovedtilsynet med disse veje matte besörges af general-vej-intendanten eller amtmanden, det specielle derimod af lensmændene.
