steder var fremkommelig med kariol. Tilstanden synes således på disse kanter at have været på det nærmeste uforandret, som den var i 1704.
Efter indberetningen for Bergens stift, der er forfattet af stiftamtmanden, vare forholdene dersteds sådanne, at man neppe på noget sted kunde komme frem en halv fjerding i vogn, hvorfor der heller ikke der gaves nogen „såkaldede konge- eller almindelige fareveje.“ Da det alligevel på enkelte steder var nødvendigt at fare overland, over fjelde eller over ejd, havde man her indrettet nogle passable stier og opført broer over elvene, hvilket de vedligeholdtes af almuen, som desforuden havde at betale den sædvanlige vejmester-told. Da man derhos så godt som aldrig så general-vejmesteren i stiftet, og fogderne gjorde alt hans arbejde ved vejenes vedligeholdelse, var det der allerbedst, om hans embede blev ophævet, da det uden savn kunde undværes.
I Trondhjems stift skulde hovedvejene fra Dovrefjeld og fra Surendalsøren, samt over de ejd, over hvilken man for på vejen sydover, lige til Mansejdet, være otte alen bred, hvor det led sig gøre, medens vejene nordenfor Trondhjem, ligesom i Bergens Stift vejen fra Bolstadøren til Maristuen på Filefjeld, ikke skulde have större bredde end 3 a 4 alen. Også her klagede general-vejmesteren over almuens ulyst til at deltage i vejarbejdet, som end mere forøgedes ved det medhold, bønderne kunde gøre regning på at finde hos alle andre funktionærer lige fra lensmanden af og op til amtmanden. Derhos førte han anke over den almindelige mangel på imødekommen, idet alle kun syntes at have det ene mål for øje, at komme general-vejmesteren tillivs og gøre sit for, at dette embede kunde blive ophævet. Såsnart der var det mindste at klage over, skriver han:
