Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Fjerde Bind.djvu/301

Denne siden er ikke korrekturlest

da tales straks om vejene en general og råbes det korsfæste over general-vejmesteren, såvel i de store gæstebuder, assembléer og klubber, som i ølkipperne, og tykkes sig den den bedste orator at være, som bedet kan påfinde de elokventeste ord at gennemhegle general-veimesteren og fælde dom over ham for at fri den bestilling ophævet og delt imellem fogderne, som gærne vil have lønnen.“ Således var det på den tid at være general-vejmester, og at skildringen i sine hovedtræk er korrekt, synes neppe at kunne drages i tvivl, idet den almindelig udbredte uvilje mod dette embede og de intriger, som fra flere hold dreves imod dets daværende indehaver i det nordenfjeldske, sandsynligvis have havt adskillig indflydelse på den kort efter – ved den ovenfor omtalte resolution af 9 Januar 1742 – fattede beslutning om embedets ophævelse.

For Akershus stift kendes ingen sådan beretning fra den der ansatte general-vejmester; men der er ingen grund til at antage, at tilstanden i denne henseende skulde været bedre der end i de tre andre stifter. Det vides derhos med bestemthed, at omkring selve Kristiania vare vejene endnu i 1740 i en meget tarvelig tilstand, idet bestemmelserne i den ovenfor omtalte forordning af 1684 nok aldrig ere blevne gennemførte. Denne var meget detaljeret og fastsatte nøjagtig de forskellige distrikters vejstykker; vejene skulde overalt bygges noget højere end det omliggende land og på begge sider forsynes med grøfter, der vare halvanden alen brede og en alen dybe. De veje, som deri omhandledes, vare vejen til Romerike over Gelleråsen, vejen til Follo, vejen til Asker over Lysaker bro og vejen til Hadeland over Bjøråsen. Alle disse befandt sig imidlertid endnu i 1740 i en meget slet forfatning, hvilket var grunden til, at man da opfriskede den ældre forordning som den eneste