Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Fjerde Bind.djvu/304

Denne siden er ikke korrekturlest

1800 fratrådte, også efter denne tid fortsatte med den samme kraft, ligesom Anker selv fremdeles førte tilsyn med arbejdet på vejen langs kysten og på den Bergenske kongevej, samt i 1810 foreslog anlægget af en vej fra Numedalen til Hardanger, hvor han selv havde foretaget en rejse over fjeldet[1]. Selv i 1814 blev der tildels ved soldater arbejdet

  1. Allerede i 1801 havde Anker påtænkt anlægget af en aldeles sammenhængende landevej mellem Bergen og Kristiania. I en skrivelse i denne anledning, dateret Bergen 26 Decbr. 1801, berørte oberstløjtnant von Hammer de store hindringer, som vilde stille sig i vejen for udførelsen af et sådant foretagende, mellem hvilke han fornemlig fremhævede „de øde Fjeldstrækninger og brutale situationer med præcipice Bjerge, hvormed Bergens Stift, mere end som det øvrige Norge er begavet.“ Der var også på samme tid tale om anlæg af en vej til Bergen gennem Ål i Hallingdalen. I en skrivelse, dat Bergen 30 Decbr. 1801 fra oberstløjtn. von Thodal til Hammer omtales muligheden af at lægge en sådan sammenhængende vej fra Bergen ved først at følge den almindelige postvej til Bratland i Langedalen „og derfra Vossernes Vej med deres Fædrifter igjennem Aandelandsdalen over Guld- eller Gulefjeldet, Trengerejde og til Bergsdalen,“ hvorfra man enten kunde følge den almindelige driftevei til Bolstadøren eller også tage op fra Hatlestad i Bergsdalen over Træen og Ukvitne til Skjeld eller Liland ved Vangsvandets vestre ende, hvor man atter kom på postvejen. Videre matte det undersøges, om der ikke fra et sted mellem Gudvangen og Ophejmsvandet kunde lægges en vej over til Brekke eller Frethejm i Aurland og derpå fra andre garde i dette prestegæld over til Lejrdal, hvorfra man kunde følge postvejen. Derefter fortsætter Thodal: „Endnu falder mig en Fjeldpassage ind, som jeg dog ikke vover at anføre, som udførlig, nemlig Kong Sverres Vej over Sverrestien igjennem Rundalen til Hallingdal. – – Det er bekjendt, at fra Vossevangen af er en almindelig Vej til det yderste i Rundalen. Herom haver man gjort mig følgende Beretning; at fra denne yderste Bygde eller Almindingen i Rumdalen er foruden en Fjeldvej til Gaarden Brekke i Aurland (regnes for 3) og til Ose i Hardanger (for 2 Mile) endnu en Vej af 10 til 12 miles Strækning til Strandlien i Hallingdal. Efter en anden Beretning gaar Vejen fra Klejven, en Plads yderst i Rundalen til Uresvasbotn i Hallingdal (regnet til 9 Fjeldmile), som om Sommeren ikkuns lader sig passere til Hest, men ikke af Fodgjængere formedelst mange i