værd, men en lys Forstand, Kalds-Duelighed, Borger-Ærlighed udgjør det sande Menneske. Til deslige Fuldkommenheder skulde et Lands Oplysningsvæsen lede og føre; til at understøtte saadant behøves ligesaavel Penge som til at samle Formue, og til hiin Menneskeforædling er Bonden saavel som Andre saare trængende; dertil blive altsaa det fra Staten udskilt, det til skoler og Forbedringsanstalter bestemte Hypothek anvendt!“
Sverdrup, Grev Wedel og Flere opstode efter hinanden og refererede sig til det Anførte.
Sagen kom endelig til Votering og blev antaget med 69 Stemmer mod 40. Saa nær var det – Midelfart og Antegneren kan uden Selvros ansee sig som midlet til §’ens Antagelse.
Fredag 6te Mai, Bededag, var man ledig.
Lørdag 7de debatteredes over §§ 37–50. En Forestilling fra den nordenfjeldske Almue blev læst, den var ligesaa hædrende for Folket og Præsteskabet i Nord, som den forrige Dags forelæste Skrift var anstødelig for det søndenfjeldske Personale, baade Almue og Geistlige. Denne viste Had og Misundelse mod Præsterne og Ligegyldighed for Folkeoplysningen; hiin tilkjendegav just det modsatte. Den nordenfjeldske Almue udbad sig Rigsforsamlingens Opmærksomhed for fattige Skoleholderes forøgede Lønning og Geistlighedens Kaar o. s. v. – Forsamlingen hævedes Kl. 4, efter at man tilsidst debatterede over, om man i Morgen, Søndag, skulde arbeide i Rigsforsamlingen. Mange Stemmer faldt imod, men de fleste for Sagen, man skulde altsaa imorgen begynde Kl. 4 Eftermd. Samtlige Thrøndere spiste derpaa ved Taffelet. Prindsen vidste Debatten om Søndagsarbeidet (og) spurgte Antegneren desangaaende, som svarede saaledes: „Man vanhelliger vist ikke Sabathen ved Arbeider,
