under Undersøgelsen ogsaa Snorres Forgjængere og Kilder og maa ogsaa lade disse undergaa en kritisk Prøvelse. De Begivenheder, jeg vil behandle, er Slaget i Hjørungavaag mellem Haakon Jarl og Jomsvikingerne, Slaget paa Rastarkalv mellem K. Haakon Adelsteinsfostre og Erikssønnerne, St. Olafs Flugt gjennem Søndmøre, hans Tog mod Svein Jarl i Throndhjemsfjorden og hans Tog gjennem Værdalen mod Stiklestad.
Om Jomsvikingernes Tog til Norge skulde man tro der fandtes Kilder nok, til at man kunde beskrive det i alle Enkeltheder; der findes jo ikke mindre end 4 udgivne, indbyrdes afvigende Jomsvikingesagaer, der er forfattet lange Digte om dem (Jomsvikingadrápa og Búadrápa), endvidere har Noregs Konungatal og Snorre lange Episoder om deres Tog, og endelig har Saxo bevaret det danske sagn om dem. Og dog, naar undtages Saxo og enkelte gamle Skaldeviser, er vi i Grunden henviste til den islandske Tradition, der oprindelig er optegnet i Jomsvikingasaga og nu foreligger i en Række mere eller mindre kritiske Bearbeidelser. Saxo har kjendt en Versremse, der opregnede Jomsvikingernes Navne, men fundet den for kjedelig at oversætte[1]; af de særegne Træk i hans Fremstilling skal vi ber kun nævne, at Haakon Jarl for Kampen ofrer to Sønner til Guderne (superi) for at faa deres Hjælp mod Vikingerne, og at derpaa under Kampen Haglveiret bryder ud, som sendes lige mod vikingerne og hindrer dem i at kjæmpe. Af samtidige skalde kjender Sagaen kun Tind Halkelssen, der taler om Kampens Vildhed, om hvorledes Haakon Jarls Brynje
- ↑ Saxo p. 480: Inter quos fuere Bo, Ulf, Karlshethi, Sivaldus. aliique complureS, quorum prolixam enunciationem, tædio quam voluptati propinquiorem, stylo prosequi supersedeo.
