Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Fjerde Bind.djvu/469

han forstaar „lapides“ om „Seiersstene“, og han søger dem (forgjæves) enten paa Hjøringnæsset eller ved Ovraa. Og endskjønt Strøm rigtig indsaa, at Hjørungavaag var Livaag, antog han det af Torfæus omtalte „Scopulus“ for en af Øvraafluerne; Torfæus’s Ø Harund maatte han efter Ordene forstaa om selve Hareidlandet, endskjønt dette strax ovenfor hos Torfæus hed „Hodda“ (= Flatøbogens Hodd), og Sinus Harundensis fortolkede han om „Hareidsvaag“, hvorfor han retter den Bebreidelse mod Torfæus, at „hans Bestemmelse passer sig deels paa Storfjorden, deels paa Livaagen.“ Alt dette har ikke kunnet andet end bringe Forvirring, særlig da baade disse og senere Forfattere kun var lidet bevandrede i Oldsproget og derfor let kunde sammenblande nærliggende Navnformer som Hareidsvaag, Hareidland paa den ene Side med Harund og Harundarfjord paa den anden Side. Man ser derfor endnu i 1857 Amtmand Thesen falde tilbage til den gamle Anskuelse, at Slaget stod i Hjørendfjord. Han støttede sig derved til ganske eiendommelige Ræsonnements, hvis Historie vi maa forfølge. Thesen siger nemlig, at Haakon Jarl „i Søndmør havde en Borg og et Tempel for hans Yndlingsgudinde Thorgeird Horgabrud og hendes Søster er paa en lille Ø i det efter Borgen opkaldte Borgensund“; og for at vise, at Slaget stod i Mundingen af Hjørendfjord lige syd for Vegsund og Flisholmen, bemærker han, at „man behøver ingen Anstrengelse af Tænkeevnen for at skjønne, at saa krigsdygtige Høvdinger som Haakon Jarl og hans Søn Erik have fundet det nødvendigt at være belavede paa at komme tilkort med deres Ledingsskuder og i Hast sammenskrabede Mandskab mod Jomsborgernes svære Krigsskibe og frygtelige Krigere, og at de derfor, da de havde Valget af Kampplads, maatte vælge en saadan, der kunde give dem en sikker Tilbagetogslinie; og en saadan