Baade „Noregs Konungatal“ og Snorre har en Beretning om, hvorledes Svein Jarl om Vinteren 1014–15 paa sin Flugt fra Steinker heldig undgik Olav Haraldssøn, der seilede lige forbi ham inde i Throndhjemsfjorden; men medens den første fortæller Sagen i al Korthed, dvæler Snorre mere ved Enkelthederne, hvorved han kommer til at lægge enkelte mistænkelige Træk til. Efter Konungatal havde Svein Jarl paa Steinker gjort sig rede til at holde Jul, men kort før faar han midt om Natten Bud fra Einar Tambaskjelver om, at Olav nærmede sig; samme Nat drog han med sine to Skuder ud til Skarnsund (Sundet mellem Beitstadfjorden og Throndhjemsfjorden, vestenfor Inderøen), og i Dagbrækningen, da han saa Kongens Skibe, vendte Jarlen ind under Land og blev liggende der, indtil Kongen kom forbi, og drog saa siden sin Vei udad Fjorden (ɔ: til Lade). Snorre har følgende Forandringer og Tillæg: „Budet fra Einar kom om Aftenen (siðarla dags), Jarlen havde et Langskib (ikke to Skibe), gik ombord om Natten og kom „i Lysingen“ til Skarnsund; da de her ser Kong Olav ro ind efter Fjorden, vender Jarlen tillands ind foran Masarvik; der var tyk Skov; de lagde saa nær Bjerget, at Løv og Grene tog ud over Skibet. Da hug de store Træer og satte dem uden- bords ud i Seen, saa at man ikke saa Skibet for Lev. Det var stille Veir, Kongen roede ind forbi Øen (ɔ: Inderøen); men da de ikke kunde sees længer (ɔ: var langt inde i Skarnsund), roede Jarlen ud paa Fjorden og helt ud til Frosten“[1]. Denne Fremstilling passer meget godt med stedsforholdene. Kommer man seilende ud Skarnsundet, har man Udsigt langt ud i Fjorden mod Sydvest, idet man ser
- ↑ Snorres Saga Olafs hins helga Cap. 39, Udgaven af 1853 cap. 38.
