men (74); det ender med, at „de, som ikke vilde det, flygter syd i Dalene.“ Om man nu slaar efter længere fremme i Sagaen cap. 33–39, vil man finde en naturlig Fortsættelse: „da Gudbrand i Dalene hørte disse Tidender, at Olav var kommen til Lom og tvang Folk til at vende tilbage til .Kristendommen“ osv., den bekjendte Historie om Gudbrandsdølernes Omvendelse, og mærkelig nok ender den her med: „derfra drog Kong Olav til Solør og standsede ikke før end i Svithjod“, altsaa ogsaa her er Tale om hans Flugt fra Norge. Man indser da, at begge disse Stykker er indskudte i Sagaen og hører sammen som Brudstykke af en ellers ikke kjendt Saga om St. Olav; det skildrer, hvorledes den hellige Konge endog paa sin Flugt fra Landet overalt er virksom for sit Hovedformaal, den nye Tros Indførelse[1]. Forf. af den legendariske Saga har imidlertid fundet, at det ikke gik an at lade Olav beskjæftige sig hermed paa sin Flugt, og har derfor gjort et meget klodset Forsøg paa at kløve Beretningen og indskyde den senere Del i hans tidligere Historie, men beholdt Capitlet om Lom og Vaage. Snorre er gaaet videre: han har bortskaaret ogsaa dette Capitel og henført det paa samme Sted som Fortællingen om Dalegudbrand, ligesom han meget fint har udglattet hvert Spor af Omvendelsesforsøget. Men han er ei bleven var, at der endnu stod en Modsigelse tilbage, som ikke lader sig løse: Olav har den 21de December overvundet og fældet Erling Skjalgssøn, seiler saa nordover og tvinges til at drage ind i Søndmøre og gaa over Fjeldet fra Valdalen, altsaa omtrent ved Nytaarstid. Men Brudstykket forudsætter en Aarstid,
- ↑ At Brudstykket ikke oprindelig har tilhørt den legendariske Saga, kan sees ogsaa deraf, at Aslak Fitjaskalle, hvis Død berettes i Brudstykket (Cap. 74), forekommer to Gange senere i Sagaen som levende (Cap. 75 og Cap. 86).
