da Fjeldet var farbart (altsaa sommertid), og Sonrre citerer selv et Vers, hvoraf det fremgaar, at Olav forlod sine Skibe ved Sommertid. Islændingen Jökul Baardssøn fra Vatnsdal fik nemlig Olavs skib (Visunden) at styre fra Sult og kvæder derom en Vise, hvori han siger: gramr var sialfr á sumri sigri ræntr inn digri[1]. Nu følger det af sig selv, at Erlings Død foregik før Flugten, men spørgsmaalet bliver, om Sagaerne har Ret i at sætte dem i umiddelbar Forbindelse med hinanden. Jeg skal nu søge at vise, at det ældgamle Brudstykke og Stedsforholdene tilsammen forudsætter en Flugt om Sommeren; naar saa dette tages sammen med det nævnte Vers, bliver man nødt til at indrømme, at disse har Ret mod den almindelige Tradition. Erlings Død og Olavs Flugt maa være skilt fra hinanden ved et Tidsrum af mindst et halvt Aar, og Olavs Flugt er foregaaet om Sommeren 1028, ikke i 1029. Allerede Thjodrek Munk forudsætter, at hvad der drev Olav paa Flugt var ikke Erlings Fald, men Knuts Tog til Norge, og dette Tog maa nødvendigvis være foregaaet ved sommertid 1028. Ogsaa Brudstykket nævner som Flugtens Aarsag først Knuts Komme, men samtidig dermed ogsaa Thrønderne, som nærmer sig med Hær og Flaade.
Vi ved ikke, hvem der har forfattet dette Brudstykke, men det udmærker sig ved en ganske særegen Lokalkundskab i Norge. Vi skal følge det i dets skildring af Olavs Reise gjennem Søndmøre. Kong Olav kommer om Aftenen til Havnen Steinavaag (mellem Hessøen og Aspøen, nu en Del af Aalesund), paa samme Tid som Thrønderne lægger sig i Frekøsund (søndenfor Hustadviken). Om Morgenen faar Kongen Melding om Fiendens Nærhed og sender da
- ↑ Hskr. Side 454.
