begrænses mod Øst af en brat Fjeldhammer, hvor man i den graa Stengrund ser opad Fjeldet en lang, slangebugtet Marmorstribe (det er den Søorm, som efter Sagnet St. Olav slyngede op paa Hammeren, da den vilde hindre ham fra at lande). Paa vestre Side af Elven skraaner Landet jævnere opad, og her ser man lidt op over sletten Gaarden Muri. Muri er nu en mindre Gaard end Sylte, men begge disse Gaarde siges i det foregaaende Aarhundrede at have tabt Land ved Elvebrud, Sylte endog i den Grad, at dens Skyld maatte nedsættes til . Paa Sylte var indtil 1716 Prestegaarden for Nordalens Prestegjeld, men Kirken er først bygget i dette Aarhundrede, da den flyttedes fra Døving (lidt længere oppe i Dalen). Om noget Kors reist af St. Olav paa Sylte forlyder intet Sagn i nyere Tid. Rigtignok siger Jonas Ramus, at Kongen paa Sult reiste et Stenkors (Norg. Beskriv. p. 174), men det har han lært af Peder Claussøns Oversættelse. Brudstykkets Sullt er det nuværende Sylte, og ligesaa utvivlsomt er det vel, at dets Mór er det nuværende Muri. Den ældre Form er tvivlsom; Muri udtales nemlig med Tostavelsesbetoning og forudsætter i Oldnorsk et Tostavelsesord; naar Snorre kalder Gaarden Mærinn, synes han altsaa nærmere det rette; i det ældste Skattemandtal (1603) hedder den Mori. Om Gaarden Muri formodede Strøm[1], „at Fogderiet Søndmør, som i Historierne ofte kaldes slet hen Møre, maa fra første Tid have faaet sit Navn af denne Gaard“; denne Formodning synes Folkesagnet paa Søndmøre med Begjærlighed at have grebet, idet det nu endog hedder, at Bonden paa Muri, som kom til Olav, kaldtes „Mørejarlen“.
- ↑ Søndm. Beskr. II 264.
