Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Fjerde Bind.djvu/490

lidt af Kjødet ned i hver. Saa blev gjort, men Kongen gik til, gjorde Korsmærke over og bad dem gjøre Maden istand. Siden drog Kongen til Skjærvsurden, hvor hans Mænd skulde rydde Vei. Da stod alle der meget trætte; men Bruse sagde: „jeg sagde Eder, Herre, at det ikke nyttede at arbeide paa denne Urd, men I troede det ikke.“ Siden lagde Kongen af sig sin. Kappe og sagde, at de skulde alle prøve, hvad de formaaede. Og da er det sagt, at 20 Mand kunde rokke Stene, som 100 ikke kunde, og ved Middag var Veien ryddet, saa at den var farbar baade for Mænd og Beste med Kløv. Siden for Kongen ned did, hvor deres Mad var og nu hedder „Heller“; en Kilde er der ogsaa i Nærheden af Helleren, og der toede Kongen sig; men naar Kvæget blir sygt der i Dalen og drikker af dens Vand, da friskner det strax til. Siden holdt Kongen og de alle Maaltid. Men da de var mætte, spurgte Kongen efter, om der var nogen Sæter ovenfor Urden nær Fjeldet, som de kunde være i om Natten. „Ja,“ sagde Bruse, „en Sæter, som hedder Grøningar, men der kan ingen være for Trold og Menvætter.“ Siden bed Kongen sine Mænd gjøre sig færdig; han vilde være paa Sæteren om Natten. Da kom Drotseten til og sagde, at der var fuldt op af Mad, „og jeg ved ikke, Herre, hvorfra den er kommen.“ „Lad os takke Gud for sin Sending,“ sagde Kongen og lod gjøre Bører (af Maden) til Bønderne, som nu drog ned efter Dalen til sine Hjem. Men Kongen var paa Sæteren om Natten og vaagede og bad, som han ofte gjorde. Om Natten, da Folk var sovnet, raabte en Stemme skrækkeligt ude og Troldet (su hin illa vetr) sagde: „Kong Olavs Bønner brænder mig saa, at jeg kan ikke være længer i mit Hjem; jeg maa nu flygte og kommer aldrig mere til dette Sted.“ Men om Morgenen, før Kongen for tilfjelds, sagde han til Bruse: „Her skal man nu gjøre en Bø, og Bon-