den her skal altid have godt Aar (framdráttu), og aldrig skal her Kornet fryse, om det end fryser baade ovenfor og nedenfor.“
Vi skal nu betragte Enkelthederne i Beretningen, dog uden at opholde os ved de rent legendariske Bestanddele. Skjærvsurden strækker sig fra Nord til Syd; den gaar ned fra Alstadfjeldet (paa Nordsiden), hvorfra store Stenmasser har løsnet sig og har spredt sig tværs over hele Dalen, som her er temmelig bred, og gjort den omtrent ufremkommelig. Nu gaar der Kjørevei paa den nordre Side af Elven, men denne Vei er først lagt i Aarene omtrent 1820. Den ældre Vei var – som Sagabrudstykket ogsaa antyder – Ridevei; den er endnu brugelig og befares nu og da som Kvægvei. Den gaar ikke nede ved Elven, men længer op under Fjeldet, temmelig høit tilveirs, for derpaa atter at sænke sig ned mod det øvre Dalføre. Den er ikke meget lang, neppe over en halv Fjerding, og saa god som en af vore bedre Fjeldveie. Forresten turde den nu være i bedre Stand, end da den hellige Konge forlod den, thi jeg fandt paa flere Steder Spor efter Minérbor, saa at den rimeligvis har været udbedret i Begyndelsen af Aarhundredet. Omtrent midt i Urden staar lige ved Veien en vældig Sten, der er noget indhulet paa den søndre Side og saaledes frembyder Ly for Veir og Vind, „der hvilte Kongen sig underveis“. Nogle kalder den Hellaren, andre Olafshelleren; men en Mand fra Grønninge, som fulgte mig over Urden, kaldte den Bens-Ola-Stein og forklarede, at Bens-Ola betyder det samme som Hellig-Ola[1]. Af disse Navne kunde det mellemste, Olafshelleren, have naaet til Valdølerne gjennem Aalls Oversættelse; det første nævnes kun i Brudstykket, der visselig
- ↑ Jeg har ikke før hørt dette Navn paa St. Olav. Skulde det være forvansket for Bes-Ola og gjengive Beatus Olavus?
