Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Fjerde Bind.djvu/498

en Kirke, samt Øfskind, fordum Au-skjænøyar (Aust-skjæneyar?) – ogsaa en betydelig Gaard, der i Matriculen findes skreven Stubskind, men som endnu i 15de Aarhundrede skreves Stafs-skjænøyar (Stafskeniar). Formodentlig er det denne Gaard, som vor Historie betegner med det ene Navn Stafr.“ Denne Mening har senere Keyser og P. A. Munch optaget, og Navnet Stafr skulde saaledes lykkelig være fundet og paa et noksaa passende Sted. Imidlertid – Sagen forholder sig ikke saa. Munthes Kilde for Formerne fra 15de Aarhundrede er Erkebiskop Aslaks Jordebog; her vil man S. 17 finde baade „Lunskiæneyar“ og „Kirkioskiæneyar“ (med Sideformerne Kirkioskeniar og fra Erkebiskop Gautes Tid Auskeniar), altsaa Fællesnavnet Skiæneyar for disse Gaarde, men – ikke Stafs-skjænøyar, og det var netop derpaa det kom an. Nutildags skrives Navnet Stubskind, men Værdalerne udtale det Stu-skjenn; det er paa Forhaand lidet rimeligt, at Stu- skulde vise tilbage til et Ord med Vokal a (Stav). Dertil kommer, at vi kan følge Gaardens ældre Navn tilbage til Begyndelsen af det 16de Aarhundrede, og dette viser, at den nuværende Udtale har Ret: i Erkebiskop Olafs Jordebog (1533) finde vi ved Siden af Lunsken og Ausken ogsaa Studskenn, i Skattemandtal fra 1557 Studsken, fra 1590 Stuskenn, fra 1613 Studtskendt osv. Dens ældste Navn bliver saaledes Stuðskeneyjar. Hvor er saa Stafr henne? At søge den længer oppe i Dalen gaar heller ikke godt an, thi omtrent alle de herværende Gaarde er gamle og gjenfindes i gamle Jordebøger. Og dette er ikke den eneste Vanskelighed. Fra Stav naaede man ikke lige til Stiklestad, men mellem Stav og Stiklestad lader Snorre Hæren overnatte paa et Sted, hvis Navn han ikke kjender, og saa marschere fra Solopgang til Middag – altsaa mindst en 5–6 Timer – inden den kommer til Stiklestad.