korte Tid, Katholicismen endnu havde at virke. Naar vi finder Spor til, at Kong Kristian den 2den – endog saa sent som i 1521 – arbeidede for, at den nye Helgen skulde kanoniseres, kan denne hans Interesse skrive sig fra hans Ophold i Oslo omkring 1508, eller han kan endog være tilskyndet dertil af den samme Henrik Krummedike. Kanonisationen synes ikke at være opnaaet, thi vi finde ikke Helgenens Dyrkelse udbredt udenfor Oslo. Og selv her stansede den snart, thi ved Reformationen tog Esge Bilde sin svigerfaders Gave tilbage, og den „hellige Kong Haakons Alter“ var allerede forladt før 1548[1].
I Norges katholske Tid finder man saaledes ikke Spor til, at Helgenen Haakon er sammenblandet med Haakon den gamle. En saadan sammenblanding findes kun paa to Steder, i den danske vise og i Skrifter fra Bergen, og selv disse to Vidnesbyrd kan reduceres til ét, da de bergenske Krøniker er paavirkede af Visen. Den ældre Tradition i Bergen om Haakon Haakonssøns Død var endnu i Midten af det 16de Aarhundrede bevaret: den fremtræder i den fuldstændige Bergens Rimkrønike fra 1554, som nu findes i Haandskrift fra 1594, og hvoraf Nicolaysen kun har givet ufuldstændige Uddrag. Her ender Fortællingen om Kongens Tog til Skotland saaledes:
Paa Hjemveien han drog paa Vand,
og døde han i Ørkenø-Land.
Til Bergen de hannem førde med Reverens,
Jordet hannem i Domkirken i stor Kredens.[2]
Men denne Beretning, som er taget lige ud af Sagaen, blev snart fortrængt eller sammenstøbt med en anden. I den saakaldte „Bergens Fundats“ læser vi nemlig (om Haakons Død): Siden er han bleven død paa Weienn udi Orknöyer
