Bog. Thi da den bergenske Tradition hverken ved om Mariakirken eller om Kongens Hellighed, maa begge disse senere Tillæg skrive sig fra Walkendorf, og han har aabenbart laant dem fra – den danske Vise. Han har altsaa søgt at mægle mellem den indenlandske Tradition og Visen: han har givet Visen Ret i, at den hellige Konge ønskede at hvile i Mariakirken, men Traditionen Ret i, at han ikke laa her, men i Bergens Domkirke. En Menneskealder senere søgte en Landsmand af Walkendorf at mægle paa lignende Maade: Anders Vedel, der ogsaa kjendte Sagaens Beretning, troede at kunne klare Sagen ved at antage Visens Mariakirke (i Oslo) for det samme som Bergens Domkirke; han lader Haakon begraves i Mariakirke i Bergen (Tydskekirken!), idet han blot retter Visens Oslo (V. 23) til Bergen.
Det eneste Vidnesbyrd for Haakon Haakonssøns Hellighed bliver saaledes den danske Vise. Vi maa da vendte os til denne og undersøge dens Alder og Hjemstavn. Den har i de sidste Aarhundreder kun været kjendt i Vedels Bearbeidelse (1591), der har været betragtet som egte, indtil Sv. Grundtvig i sine „Danmarks gamle Folkeviser“ paaviste, at Vedel har foretaget en stærk Omarbeidelse af den oprindelige Text og tildigtet flere Vers for at bringe Visen i Overensstemmelse med Sagaen. P. A. Munch, der kun kjendte Visen fra Vedel og ikke vidste noget om dens uegte Dele, havde antaget Visen – som den selv siger – for samtidig og formodet, at „Visen er forfattet kort efter Skotlandstoget, at Forfatteren eller Forfatterne have været mindre dannede, menige Folk, der ikke havde noget Overblik over det hele, men mest lagde Mærke til Enkelthederne“ og „hørte hjemme paa Østlandet, rimeligvis i Thelemarken, og ej regnede det saa nøie med Geografien“; disse Formodninger maa bortfalde, naar man lærer Visens
