V. 8: Hør I, sælige Fader min,
I gjøre mig ikke den Vaande;
Jeg er saa unger og faakunnig
for dilik en Almu at stande.
Ogsaa dette Svar passer godt i Magnus’s Mund og kunde vistnok være givet, om end ikke Sagaen nævner det. Derimod er det følgende Vers aldeles uegte:
V. 9: Du klæd dig snart, du klæd dig braat,
Om du med mig følge;
det bliver dig til Vaande lagt
Om du kommer i den stærke Bølge.
Baade er det uhistorisk, at Magnus fulgte med, og at Magnus gjøres saa „ung og faakunnig“, at han ikke skulde taale en Søreise. Men i de følgende Vers møder os end større Besynderligheder: Veien fra Bergen til Skotland gaar over – Lindesnæs og her indtræffer et Varsel for Kongens Død:
V. 11: Der de kom for Lindesnes
og Bølgen legte for Borde,
da stod Skibet i bliden Bør,
som det havde standet i Grunde.
Kongen spørger da, om der findes „Læg eller Lærd“, som kan forklare Grunden; Nikolaus Nøthernæs svarer: „her er feger mader i vorum Ferd,“ og frygter, at det er Kongen. Nu bliver Kongen var, at hans Yndling Olav Anfinnssøn ikke er tilstede, og faar vide, at han er syg; han gaar da til ham, og ved hans Seng vaager han i to Nætter indtil hans Død. Derved paadrager han sig en dødelig Sygdom:
V. 18: De vaaged over Olaf Anfinnsson
og vel i Nætter tvaa;
det var hellige Haakon Konning,
sin Bane mon han der faa
V. 19: Det var Olaf Anfinnsson,
han gav der op sin Aand:
Det var hellige Haakon Konning,
han holdt ham Voxlys i Haand.
