Ved Kongens Dødsleie er – efter det foregaaende – Kongesønnen tilstede og faar da gode Raad af sin Fader, som til Slutning beder:
V. 23: En Bøn vil jeg dig bede
ej anden af dig tigge (þiggja):
lad mig begraves i Mariekirke,
som Kongerne pleie at ligge.
Dette hans Ønske opfyldes ogsaa:
V. 23: Der kom Bud for Oslo ind
og ingen Mand dem kjende:
død var hellige Haakon Konning
Sant Olaf Kongens Frænde.
V. 24: Død var hellige Haakon konning
og Gud kaldte ham af Dage;
hand blev ført i Oslo ind,
i Mariekirke lagdes han i Grave.
Man vil se, at skal her tænkes paa Haakon Haakonssøn, er alt undtagen de 4 første Vers fuldstændig opdigtet: Haakon drog paa Skotlandstoget ikke forbi Lindesnæs, han blev ikke syg paa Søen ved Norges Sydkyst, heller ikke ved at vaage over en god Ven, og han blev ikke begravet i Oslo. Sagaen, som opregner alle mærkelige baade læge og lærde Mænd i hans Følge, kjender hverken nogen Nikolaus Nøthernæs eller nogen Olav Anfinnssøn. Men, mærkelig nok, Visens Slutning bliver historisk, hvis den angaar den virkelige „hellige Haakon“, han udtalte netop paa sit Dødsleie Ønsket om at begraves i Mariekirken, og han blev virkelig efter sin Død ført – „i“ Oslo ind, nemlig fra Tønsberg hvor han døde. Disse Slutningsvers hører altsaa til en Vise om Haakon den 5tes Død. Men isaafald er det høist rimeligt, at flere Vers maa henføres til denne Vise: Varslet ved Lindesnæs om Kongens Død og hans Vaagen ved sin Vens Sygeseng kunde ogsaa høre hid. Om Haakon den 5tes Liv i hans sidste Aar vide vi meget lidet. 28de
