Juli 1318 var han i Oslo, beskjæftiget med Udrustning til et Tog mod Danmark, 3die November s. A. var han i Tønsberg og indskjærpede Lovens Bud om Veter og Vagthold, altsaa fuldt optaget med Krigstanker; men saa træffe vi ham ikke igjen før 20de April 1319, da han 3 Uger før sin Død og i Følelse af dennes Nærhed ordner Formynderstyrelsen for sin Dattersøn. I Mellemtiden kan han godt have været paa en Søreise og kommen syg til Tønsberg, hvor han døde 8de Mai.[1] Visens Nikolaus Nøthernæs og Olav Anfinnssøn kunde ogsaa være virkelige Personer i Kongens Følge fra ca. 1319; i de faa Breve, vi kjende fra denne Tid, forekomme de vistnok ikke, men deraf kan intet sluttes; deres Navne synes ialfald for egte til at være opdigtede i 15de eller 16de Aarhundrede.
Er dette saaledes, foreligger der altsaa her Stykker af to norske viser fra 13de og 14de Aarhundrede, som er sammenblandede, fordi de begge besang en Kong Haakons sidste Reise og Død; flere Vers maa da være omsatte: Vers 4–5, hvor Haakon allerede ved Udreisen spørger efter Olav Anfinnssøn, maa – hvis de er egte – høre til den sidste Vise, Vers 20–21 om Kongesønnen Magnus under samme Betingelse høre til den første osv. Man har allerede længe været opmærksom paa, at der i Visen forekom flere norske Ord (f. Ex. hiaa = hjá, tige = þiggja) og norske Vendinger („her er feger mader i vorum Færd“ V. 13): da disse netop forekommer i de formodede gamle Dele, kan de kun bekræfte disses Egthed. Ligeledes bør det omtales, hvor ofte Stavrim forekommer i disse Dele; og naar man ved Siden deraf ser, at Vers 6, 10 og 11 mangler Rim, bør vel ogsaa dette ansees som Levning fra en ældre Viseform, og
- ↑ Munch VI, 2 636–639.
