forfængelighed. Prins Kristian har sat i omløb rygter, som ere ufordelagtige for kronprinsen af Sverige, som f. ex., at han helst foretrækker at være ørkesløs, at han lader sig henrive af sin vrede, at han er mistænkelig til det yderste, og at man ligeledes tror, at hans kgl. højhed er sygelig, som en følge af sit sår, at han ikke tåler anstrengelser, og at prins Oskar forsåvidt ligner sin fader, som han har en meget svag helbred.
Jeg har på min rejse omtrent talt med et hundrede bønder; ikke engang fjerdedelen af dette antal har lagt for dagen nogen mistillid til Svenskerne. Man frygter alene for forøgelse af skatterne og for den svenske adels strenghed. De nære alle ønsket om en eller anden forandring, idet de sige, at den nuværende tilstand ikke fremdeles kan vare i to måneder. Mangelen på levnetsmidler er stor. Man finder ikke brød tilkøbs på skydsstationerne, ikke engang i det hus, hvor general Staffeldt havde sit hovedkvarter. Hæren, som nylig er bleven opbudt, har mindst en styrke af 36,000 mand, hvoraf næsten 22,000 ere opstillede mellem Kristiania og grænsen. General Staffeldts og brigadier Hegermanns brigader danne den fremskudte forpostlinje og bestå af gode tropper. De offentlige magaziner kunne endnu i fem til seks uger levere hæren dens provisioner. På soldaternes bemærkninger om denne mangel svare officererne, at de snart skulle få mad i Sverige, og at derpå Englænderne skulle skaffe dem forsyning.
To anseede mænd sagde mig, at hvis kronprinsen af Sverige vender tilbage forinden rigsdagens sammentræden, vil han sikkert blive valgt til Norges regent; i ethvert tilfælde burde vi ikke trænge ind i Norge, forinden rigsdagen var forsamlet.
Jeg har havt den ære i en apostille[1] at underrette Deres excellence om de andre enkeltheder, der vedkomme mit korte ophold i Norge.
(Undertegnet)
Grev Rosen.
Afskriftens rigtighed bekræfter
Y. N.
- ↑ Denne findes nu ikke som bilag ved den her benyttede afskrift.
