i Sommeren 1521 kom det til Udbrud. Havnen laa fuld af tydske Skibe med tøilesløst Mandskab ombord. Disse Søfolk, blandede med tydske Haandverks- og Handelsgeseller, tillode sig Voldsomheder mod Mænd og Kvinder, ja overfaldt endog Byfogden under hans Forretninger. Nu holdt heller ikke Kongsgaardens Folk sig tilbage og gjorde rigelig Gjengjeld. Forlig sluttedes og brødes. Jørgen Hanssøn stevnede saa Kontorets Oldermænd m. Fl. ind for Biskoppen, Provsten ved Apostelkirken, Lagmanden og nogle Raadmænd. Kjøbmændene protesterede og vilde have Sagen ind for Kongen, og Jørgen gik ind herpaa, men snart kom det til aabenbart Brud mellem Kongen og Lybek, og denne Sag kom aldrig til Afgjørelse. I Mai 1522, da Krigen stod for Døren, sluttede Tydskerne en Overenskomst med Biskoppen, Provsten og Jørgen Hanssøn til at hindre Forstyrrelse af den fredelige Handel i Bergen[1].
Biskop Andor stod ved den Tid ved Enden af sin Bane. I Vinteren 1521 har han rimeligviis været syg, siden en Bispevielse, hvilken fandt Sted i Bergen ved den Tid i den fra Norge bortreiste Erik Walkendorfs Fraværelse blev udført ikke af ham, der dog var Norges ældste Biskop, men af Hamars Biskop Mogens med Bistand af Biskop Hoskold af Stavanger[2]. Det var Øgmund Paalssøn af Skaalholt, som da blev indviet. Ifølge en Notits af den Mand, der siden blev Andors Eftermand, døde denne den 3die Juni 1521, „og gav han hver Kannik en Nobel i Testament“[3]. Christiern II skal, da
