han erfarede hans Bortgang, have ytret: „Nu, er han død, vi havde ellers en uplukket Gaas med hannem.“ Besættelsen af den ledige Bispestol gik i Langdrag. Den Afdøde havde i sit Testamente ogsaa betænkt Kongen, og med denne Gave sendte Kannikerne, som ikke dristede sig til at gaa til Valg paa egen Haand, sin Decanus til Kongen med en yderligere „mærkelig Skjænk“. Denne Decanus var en Mand ved Navn Hans Knudsen, uden Tvivl en Dansk. Efter den tidligere omtalte første Decanus i Bergen, Mester Halsteen, havde Kongen, der ansaa sig som Patron for dette nye Prælatur, udnævnt en gammel Cancelli-Embedsmand Hans Reff (tilsidst Biskop i Oslo), der aldrig kom til Bergen, men derimod blev Kannik i Throndhjem. Efter ham var Hans Knudsen bleven Decan, men, som Capitlet siden udtrykte sig, „han havde mere været i Kong Christierns end i den hellige Kirkes Tjeneste“, thi han havde nærmest været Jørgen Hanssøns Medhjelper i at udsuge Almuen og at inddrive de blodige Skatter og beskyldes endog for under denne Virksomhed at have brugt Trudsler og falsk Vegt og paa den Maade udpresset over tusinde Lod Sølv mere, end han skulde. Da Hans Knudsen kom til Danmark (aabenbart i Haabet om snart selv at skulle blive Biskop), var imidlertid Kongens Stilling allerede bleven saare kritisk paa Grund af, at flere og flere Rigsraader faldt fra ham. Med en Moderation, som ellers hos Christiern vilde have været utænkelig, udstedte han et Brev til Capitlet paa Latin 24de Marts 1523[1], altsaa lige før sin Flugt. Heri overlader han Kannikerne selv at vælge en Biskop, der skulde bekræftes enten af Paven eller blot af Erke-
- ↑ D. N. III. No. 1091, cfr. VI. pag. 721.
