bispen[1], men antydede dog som sit Ønske, at Hans Knudsen maatte blive udkaaret.
Omtrent ved samme Tid havde Jørgen Hanssøn (maaskee i Decanens Følge) gjort en Reise ned til Kongen for at overlevere ham det store Skattebeløb, som han havde inddrevet paa Vestlandet[2], som vi have seet tildels ved Hans Knudsens Hjelp. Jørgen opholdt sig vistnok i de følgende Aar i Holland som en af sin landflygtige Herres Tjenere og kom aldrig mere til at have Ophold i Bergen, men der er dog Grund til at tro, at han, forinden han forlod de nordiske Lande, har gjort et kort Besøg i Bergen, hvorhen han og Hans Knudsen sandsynligviis ere komne i Følge i Foraaret 1523. Vist er det, at han overdrog denne Befalingen paa Bergens Kongsgaard.
Domcapitlet, som nu ikke behøvede at tage Hensyn til den flygtede Konges Ønsker, og som, hvad vi allerede vide, just ikke yndede sin Decanus Hans Knudsen, skred saa til Bispevalg, hvilket, som det siden er berettet, foregik 15de April. Valget faldt paa Archidiaconen Olaf Thorkelssøn. Norge havde paa den Tid ingen Erkebiskop, thi Olaf Engelbretsen blev først valgt 30te Mai s. A., tre Dage efter at man i Throndhjem fik Budskab om Erik Walkendorfs Død, og reiste strax til Rom.
- ↑ Man skulde næsten tro, at Christiern nu maa have tænkt paa at udsone sig med Erik Walkendorf, om hvis for nogle Maaneder siden (28de Nov. 1522) i Rom indtrufne Død han vel ei har været vidende.
- ↑ Jørgen, der ankom til Kjøbenhavn 18de Marts 1523, medbragte 3494½ lødige Mark Sølv, 14 000 Mark i danske Hvider, 1900 rhinske Gylden, 30 ungarske Gylden, 22 Angelotter, 1 Rosenobel og 1 Henriksnobel, vist det største Beløb i rede Penge, som nogen Konge hidtil havde faaet ned paa en Gang fra Norge til Danmark. (D. N. V. No. 1036).
