Derhen sendte nu Olaf Thorkelssøn, der selv ikke har havt Lyst til nogen Romerfærd, paa sine Vegne en Mand, hvis Navn er bleven noksom bekjendt, nemlig Kanniken Geble Pederssøn. I Rom gik det nok saa raskt fra Haanden med Confirmationen, der allerede opnaaedes 6te Juli 1523, hvorpaa Afgiften betaltes syv Dage senere[1]. Forfatteren Absalon Pederssøn i Bergen har henimod et halvt Aarhundrede senere i en temmelig flot, ja skrydende Stil fortalt, at Geble „gik længe, før han fik Besked“, hvilket altsaa ikke kan siges at være rigtigt, samt, at „han smurte Kurtisaners (pavelige Embedsmænd) og Andres Næver med Ducater“. Nu, gratis fik man jo aldrig Noget ved Curien. Absalon tilføier endog, at Geble skulde have ladet sig forlyde med, „at vi Norske efter denne Dag aldrig mere skulde komme til Rom“, og at man saa havde bedet ham „ikke at tale saa høit“[2]. En saadan Tone ligner ikke den fine og besindige Geble og er ogsaa udentvivl et efter Reformationen lavet Sagn. Man maa desuden erindre, at den just paa den Tid regjerende Pave var den fromme Hadrian VI, under hvem Curiens slette Sider vistnok traadte mindre frem end ellers. Forøvrigt var der i Rom ved den Tid en tydsk Mand, som tillagde sig Fortjenesten af Olaf Thorkelssøns hurtige Udnævnelse. Det var en Prælat fra Schwerins Stift, Dr. Zutpheld Wardenberg, der tillige var Christiern II.s Procurator ved Pavehoffet[3].
Da Geble vistnok, saasnart Biskop Olaf var udnævnt, har ilet med at forlade det kostbare Rom, har han der vist ikke truffet den udvalgte Erkebiskop Olaf Engelbrets-
