Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Fjerde Række, andet Bind (1904).djvu/117

søn, som nemlig ved Midten af Juli 1523 endnu ei havde naaet længere end til Nederlandene. Da Geble kom til Bergen efter vel forrettet Ærinde, kunde altsaa hans Herre Olaf betragte sig som tryg i sin Stilling, men Forholdene vare saare critiske i Bergen. Hans Knudsen sad som Christiern II.s Mand paa Kongsgaarden, og Frederik I udstrakte Haanden efter Norges Krone. Han sendte i den Hensigt to betydelige Mænd til Landet, Hr. Henrik Krummedike til det Søndenfjeldske og Dr. Vincents Lunge til det Nordenfjeldske. Den sidste, herefter i lang Tid maaskee vort Lands interessanteste Personlighed, maa vel være kommen til Bergen udpaa Høsten 1523. Han, der vel havde gode Forbindelser i Danmark, men neppe stor, om nogen, Eiendom der, besluttede at blive i Norge og blev kort efter indgiftet i det uddøende norske Aristokrati ved at ægte Margreta, ældste Datter af Ridderen Hr. Nils Henrikssøn paa Østraat (titulær norsk Rigshovmester) og hans driftige Frue Inger Ottesdatter. For ham var det om at gjøre at fremme sin Konges og sine egne Interesser. Han saa derfor rolig paa de voldsomme Scener, der i en Søndagsnat mellem 8de–9de Nov. 1523 fandt Sted i Bergen, idet en brutal Sværm af tydske Handelsfolk og Haandverkere uden videre angreb en stor Deel af Borgerskabet, især bosatte Skotter. De brøde ind i Husene, plyndrede og ødelagde, hvad de forefandt, mishandlede Mænd og Kvinder, bortførte Fanger, ja opbrøde endog Kirker og Klostre. Det er sandt, at Vincents paa den Tid endnu ikke havde nogen offentlig Stilling i Norge og altsaa ei var rette Mand til at skride ind, men han gjorde heller ikke senere, da han var kommen til Magten, nogetsomhelst for at paatale denne Udaad, om hvilken Mindet levede saa langt ned i Tiden, at de Forurettedes Efterkommere