endnu 1604 procederede med Contoiret om Erstatning[1]! Og det seer ud til, at Vincents endog under selve de rædsomme optrin har staaet paa Tydskernes Side.
Vincents havde sat sig fast i Erkebispegaarden paa Nordnes ligeoverfor Slottet og sluttet „en Dag“ med den oftere nævnte Decanus Hans Knudsen. Nogle Dage efter Urolighederne kom det (25de Nov.) til Underhandlinger med denne om at opgive Slottet. Havde Jørgen Hanssøn været der, vilde dette neppe saa let været opnaaet, men nu overgaves omsider den faste Plads til Biskop Hokold af Stavanger, den udvalgte Biskop af Bergen og Hr. Nils Henrikssøn, hvorpaa disse strax overdroge Kongsgaarden til Vincents Lunge. Hr. Nils, som under dette havde været syg, døde kort efter.
I August 1524 samledes saa omsider det norske Rigsraad i Bergen, hvor Christiern II blev formelig opsagt, efterat man forlængst havde i Gjerningen brudt med ham, og en Haandfæstning udarbeidedes (særskilt for Norge) for at forelægges Kong Frederik. Under Rigsmødet, hvor bl. A. den nye Erkebiskop indfandt sig som Raadets første Medlem, foregik ogsaa en Bispeordination i Bergen, den sidste catholske i denne Stad. Der indviedes ikke mindre end tre Biskopper, Olaf Thorkelssøn til Bergen, den berygtede Mag. Hans Mule til Oslo og den af sin tragiske Skjebne bekjendte Islænding Jon Aressøn til Hole. At den sidste ikke havde pavelig Bekræftelse, var ikke paafaldende, thi de islandske Biskopper pleiede Erkebispen at ordinere af egen Magtfuldkommenhed, men mærkeligere er det, at han ogsaa bekvemmede sig til at ordinere Hans Mule, der ingen saadan Confirmation havde faaet. Denne nedrige Mand havde
- ↑ Norske Samll. 8vo. II, 481 fgg.
