Forfatteren af de nedenstaaende Reiseerindringer, Johannes
Henrik Tauber Fibiger, tilhørte en dansk
Slægt, der kan opvise et ikke lidet Antal af begavede og i
Literaturen bekjendte Medlemmer af begge Kjøn. Han var
født 1821 og døde (efter at have været Præst i Haderslev
og derpaa i Kjøbenhavn) som Sognepræst til Ønslev paa Falster
1897. Fibiger har udfoldet en rig poetisk Forfattervirksomhed
og derigjennem lagt sin Aandfuldhed for Dagen,
men han fandt aldrig Indgang hos Mængden af Læsere.
Han valgte nemlig ikke „actuelle“ Emner, og, som det vistnok
meget træffende er sagt om ham: „han havde, tvertimod
hvad der i Almindelighed er Tilfældet, mere Geni end Talent,
og Publicum stiller sig snarere tilfreds ved det omvendte“[1].
Ved sin Død efterlod Fibiger en meget udførlig Selvbiographi, der kort efter blev udgiven af den barnløse Mands Pleiesøn, Digteren Karl Gjellerup under Titelen: „Mit Liv og Levned, som jeg selv har forstaaet det“ (Kbhvn. 1898, 383 SS. 8. maj.) Alle ville vistnok tilkjende disse Erindringer en høi Plads i den danske Memoireliteratur, og den uforbeholdne Sanddruhed og Oprigtighed samt det kjærlige Sindelag, hvoraf den interessante, ofte tidsbilledlige Fremstilling overalt bæres, vil stedse tiltale alle gode Læsere.
Gjellerup fandt det nødvendigt at udelade visse Afsnit, fordi Bogen ellers vilde være bleven af et Omfang, der vilde
- ↑ N. Bøgh, Dansk biogr. Lexicon V, S. 142.
