gjort det vanskeligt at faa den udgiven. Mellem disse udeladte Afsnit var ogsaa Skildringen af en Reise i Norge.
Undertegnede, der maatte formode, at der i dette Afsnit maatte findes adskilligt, hvorpaa særlig norske Læsere vilde sætte stor Priis, har gjennem en dansk Ven, der stod Fibiger meget nær, opnaaet Adgang til at blive bekjendt med denne Del af Haandskriftet og derefter faaet Enkefru Fibigers Tilladelse til at udgive Reiseskildringen her i Norge.
Som man vil see, foretoges Reisen, Fibigers eneste Besøg her i Landet, i Sommeren 1850 og i Selskab med en Ven, den høit ansete Philolog og Archæolog J. L. Ussing. Den medtog nogle Uger, under hvilke de to Venner navnlig besøgte Christiania, Bergen og Throndhjem. Skildringen er ikke nedskreven som Dagbog, men senere udarbeidet med bevarede Reisebreve som støtte for Erindringen.
Udgiveren meddeler Haandskriftet i Uddrag og har navnlig fundet det rettest at bortskjære det meste af de forøvrigt meget fine og tiltalende Naturskildringer. Det tør haabes, at det lille Arbeide vil modtages med velvilje af den norske historiske Forenings Medlemmer, baade fordi det indeholder interessante Ting om flere bekjendte Landsmænd, og fordi det aander en saa varm Kjærlighed til Norge og en saa smuk Forstaaelse af de mange Baand, som trods Nutidens politiske Adskillelse altid vil forbinde dannede Danske og Norske.
Tilsidst kun den Bemærkning, at naar Fibiger undertiden taler om, at han i Norge havde saa megen „Familie“ da maa dette ikke tages efter Ordene. Nogen egentlig Frænde her i Landet havde han visselig slet ikke, men dels traf han nogle Slægtninge af sin Svoger, den bekjendte Skolemand Professor Søren Thrige, dels stødte han paa adskillige Steder sammen med nærmere og fjernere Beslægtede af en norskfødt Tante i Kjøbenhavn, den ansete Artilleriofficer (i 1851 Krigsminister) General Jacob Scavenius Fibigers Hustru.
L. D.
