haven, der udrettede det. Han formaaede meget, men det var dog ikke hans lorgnerende Øine, drastiske Gesticulation, Tonefald og Ordstrømme, Lynglimt af Vid og Torden af Latter, Skulderrystelser, Ribbenstød og alle de andre Hjelpemidler, han rigeligt nok benyttede, som overbeviste mig om Norges Fortræffelighed. Sligt har ikke megen Magt over mit oppositionelle Temperament. Norge kunde nok selv. Enhver, der har kjendt den mærkelige Digter, vil ogsaa vide, at det store Apparat heller ikke var Sagen, men kun en Morskab for ham selv, ogsaa for andre; man saa strax, hvad det var. Naar han væltede sig i Sophaen, saa Benene fegtede høit i Luften, eller blot ved at sige Ja til en Bemærkning, stødte En i Skuldren, saa man tørnede ind mod Væggen, var det i Virkeligheden kun Glæde over „engang at komme til at tale, for disse Christianiamænd ere ikke til at tale med; jeg mødte En forleden paa Gaden, han sagde en Aandrighed, Gud hjelpe os“ – Arme og Øine høit mod Himlen – „jeg svarede: Vaas! og vendte ham Ryggen“ – han snurrede sig rundt og gik med haanlig Ryg.
I Grunden var han en inderlig godmodig og overordentlig tjenstvillig Sjel, saavidt jeg har seet, og naar ban fortalte os det modsatte om sig selv, tillod jeg mig at mene, at han gav sig selv for at more os, men ikke saa ganske var den, han gav. I literære Feider har han været grov nok, og ovennævnte Historie kan gjerne være nogenlunde sand, men det hørte saa til Tonen. Nordmændene mene ikke stort dermed, naar de tale om Prygl, de skal blot have Luft for deres kjære Natur. De have ligesaa store Hjerter, som Lemmer, det skulde vi tilstrækkelig erfare. „Hvad vil det fine Menneske her mellem os Bjørne?“ sagde han til mig og skubbede til mig. Det er nu den tilvante Opfattelse af Kjøben-
