havnerne og Fjeldfolket. Han mente selvfølgelig ikke, at jeg var finere, end han.
Fra Morgen til Aften vandrede han utrættelig om med os, at vi skulde faa Alt at see, hvad Norges Hovedstad kunde opvise, fremfor alt faa det rigtig forklaret, hvilket vi fik paa den omtalte Maade. Foran Gudes Malerier sluttede han en vældig Lovtale ved med knyttet Næve rystet mod Billedet at raabe: „See Forgrunden som hugget ud!“ Egentlig Synd at sige om den store Kunstner. Jeg mindede da ogsaa om, hvad Marstrand pleiede at sige om den tydske Skole, som de norske Malere dengang hørte til: „Først maler de, saa klatter de med Kosten, saa sparker de i Farven.“ Og Welhaven opslog en Skoggerlatter.
Christiania var dengang ikke saa rig, som nu, den var vel ogsaa kun halv saa stor. Der var ingen Storthingsbygning. Hovedkirken var ikke færdig, og der var ingen offentlige Monumenter. Ogsaa Oscarshal var først under Bygning, de nationale Malerier, som pryde den, stode endnu i det Atelier, han førte os hen til. Ligefuldt sandede jeg, at blev den saaledes ved, vilde den blive en skjøn Stad, og den er som bekjendt bleven godt ved. Men dens Beliggenhed sikrer den ogsaa Forrangen for de fleste Hovedstæder.
Folkets gode Egenskaber behøvede Welhavens Veltalenhed ikke at overbevise mig om; han gjorde det da heller ikke, han nedsatte dem snarere. Det varede ikke mange Dage, før jeg selv af Kvindernes Frimodighed og Mændenes Urokkelighed og begge Kjøns naturlige Hjertelighed havde spaaet dette Folk en stor Fremtid. Og jeg kan ikke negte mig selv den stille Fornøielse at føle noget af min Divinationsgave, nu da Spaadommen, som man herhjemme dengang ikke vilde høre, saa rigelig er gaaet
