i Opfyldelse, at vi alle maa erkjende, hvor meget vi have Norge at takke for baade i Aandens Kunst og Synet af mandig Handling. Men dengang var det ikke saa aabenbart. Videnskaben arbeidede vel, som andre Steder, og Mænd som P. A. Munch, Keyser og Hansteen vilde pryde ethvert Universitet. Men Poesien, som nu engang er den rette Basune for et Folks Betydning i Aandsriget, var kun dansk Aflægger, som Andreas Munch, eller begyndende Tilløb til det rette Norske. Welhaven gjorde, hvad han magtede, men kunde ikke finde Stof, og Wergeland var et Chaos, hvori Fremtiden gjærede, men de Guder, som skulde forme det, gik endnu i Drengetrøien. Mig synes ogsaa, at[1] – – – norsk Genialitet løftes ligesaa meget af dansk, som af norsk Stemning, saa saa man dengang hos os med et skuldertræk ned paa norsk Væsen. En Nordmand, som mødte ganske naturlig med sin hjemlige Optræden, endog blot med sit Sprog, var man ikke fri for at have til Bedste, blot, fordi han var, som han maatte være. Jeg mindes et pudsigt Sammenstød, hvor denne min opfattelse kom til Orde. Det var en af de sidste Dage, da vi efter Reisen gjennem Landet anden Gang vare i Christiania. Vi gik paa Gaden med Welhaven, og jeg havde udtalt mig om det Indtryk, jeg havde modtaget af det norske Folk. Da tilføiede jeg: Er det ikke til at ærgre sig over, at man hos os altid skal gjøre Nar af de Norske og føle sig ilde ved deres Væsen omtrent som ved Jøder?[2]
- ↑ Et Par Ord ulæselige.
- ↑ Dette Stykke fra „Mig synes ogsaa“ o. s. v. er udstrøget i Haandskriftet, men dog paa Grund af den store Interesse, som Bemærkningerne have, medtaget, saa langt, som det var læseligt. Den senere Del er imdlertid saa vel udstrøget, at den næsten slet ikke kan læses, og derfor udeladt; man faar altsaa ikke Ret Begreb om „Sammenstødets“ egentlige Beskaffenhed.
Udg.
