Efter endt vandring spiste vi sædvanlig hos Welhavens
og havde en rig Fornøielse af hans Frue. Hun
var en Kjøbenhavnerinde af fransk Æt, men vidt forskjellig
fra sin Søster, den rolige Bispinde Martensen med
den værdige Holdning. Jeg vil ikke gjøre mig lystig over
den brave Dame. Hun var et fortræffeligt Menneske,
men hendes Væsen var forbausende. Aldrig har jeg hørt
Mage til kvindelige Talegaver. Hun talte rastløst Time
efter Time, naar Manden da ikke var tilstede, for var
han der, skjød de hinanden utaalmodigt til Side. Og hun
talte godt, skildrende, dristigt, voldsomt og høit, ikke
skjønt theatralsk, som han, men i en Tone, som jeg ikke
kunde lade være at ligne med en Klappermølle, og skrev
hjem, at efter en Aften hos hende, gjorde det formelig
godt at gaa gjennem en rolig Gade, det var, som man
kom ud af en larmende Fabrik. Mens hendes Mand helst
væltede sig, havde hun den Skik at høine sig i Sædet
ved at trække Benene op under sig, og den svære Dame
saa da imponerende ud, som hun fra sin Throne langede
voldsomt ud med Armene til sin Tale. Men i høi Maade
gjestfri og hjertelig var hun, ligesom han[1].
Vi havde tænkt at drage gjennem Thelemarken og Hardanger til Bergen, men da vi forhandlede Planen med Welhaven, fraraadede han den bestemt, da der dengang ingen Vei var over Røldalsfjeldene. „I kommer ikke igjennem“, raabte han. „Saadanne Kjøbstadskarle sulter ihjel og fryser ihjel og bliver liggende i Uren.“ Saa for-
- ↑ Om Professorinde Welhaven (født Bidoulac) kan forøvrigt henvises til Breve fra og til H. C. Ørsted II, 215–217 og 275–276, hvor man vil finde foruden et Brev fra hende selv og et meget venskabeligt Brev til hende fra Ørsted ogsaa særdeles sympathetiske Ytringer om hende af Prof. Hansteen.
Udg.
