talte han om Øhlenschläger, som engang var kommen den Vei. „Han havde Katteskindsstøvler paa, da han skulde ud paa Sneen, og dem gik han og hoppede og trippede med“ – og at høre det Udtryk, han lagde i Ordene – „saa tager den Kjæmpekarl af en Theler, han havde faaet til Fører, hele Digterkongen som et Barn paa sine Arme, da de skulde ud i Elven, og siger: Hvad er det for Støvler, Du har paa, de ere jo for smaa til Dig, Du kan ikke gaa ordentlig paa Benene.“ Jeg har mange Aar efter hørt ham fortælle samme Historie med samme effectfulde Foredrag, men da var den rigtignok bleven forøget med flere naragtige Træk[1].
At den Vei var ufremkommelig for os, var imidlertid rigtigt. Da vi i Bergen traf de to Muncher, fortrødede stærkt, at de havde valgt den. Vi vedtog altsaa det forstandigere Forslag at følge Postveien gjennem Sogn, dog med den Afvigelse at gjøre en Runding (sic) gjennem Hadeland og Valders, og vi fortrød det ikke. Welhaven havde Ret i, at vi paa den Vei mere fik Landet at see i det Store, og vilde ikke savne ligesaa mægtige Naturscener, som i Thelemarken og Hardanger.
Vi vare komne til Norge i Regn. Christiania Fjords mange Herligheder, Frederiksværn, Vallø, Horten, Moss, Holmestrand og hvad alle de skjønne Anløbssteder hedde, vare vel værd at see, men vi fik dem kun at see i mørkt Veir. Og da vi gik gjennem det smalle Løb, saa vi de lange, sortegrønne Aaser i det triste Klædebon af blyfarvede Skyer hængende over siderne og tæt Regn under.
- ↑ Øhlenschläger reiste 1843 over Land fra Christiania til Bergen og omtaler selv sine Besværligheder, og at han af en Bonde „blev baaren som et Fedtlam“ over Sneen (Erindringer IV, 176–178). Fibigers: „En Theler“ (Thelebonde) er naturligvis unøiagtigt, da Reisen ikke gik gjennem Thelemarken. Udg.
