Fortet pegede skummelt ud af Klippehulerne med sine Kanoner, det venlige Drøbak gik næsten tabt, og fra Christianias Brygge maatte vi vade til en Droschke. Sneen saaes næste Morgen endnu paa Fjeldene. Men Skjebnen mente dog Intet dermed. Det var kun et mørkt Forhæng, den foreløbig havde gjemt alle de Skjønheder bag ved, som den havde i Sinde at vise os. Mens vi vare i Byen, blev der Solgangsveir, som de Indfødte kaldte det, og erfarne Folk spaaede sandt, der kom en Sommerluft saa ren og venlig, som vi ikke hos os saa let faar den at see.
Altsaa d. 12te Juli Eftermiddag rullede vi paa en Kjærrevogn under Vennernes Lykønskninger ud af den gode Stad, og saa snart jeg fik Tømmen i Hænderne, begreb jeg, at Norge foruden alt det hidtil smagte endnu hævde to uvisnelige Herligheder. Den ene, at Veiene er saa umaadelig lange. Vi havde omtrent 200 Mile for os. Den anden Befolkningen. Intet Land i Verden har Mage til den. Ene eller selv anden, allerhelst med den, der desværre var hjemme, i det lette, tohjulede Kjøretøi i al Fortrolighed mellem Himmel og Jord at jage hen over Bjerge og Dale og omgaaes deres Vidundere paa nært Hold som sine Venner, det er Fodturens Frihed og Fred, og dog den hurtige Farts freidige Lyst. Man kan standse, hvor man har Lyst, man kan flyve som en Fugl og nappe til hvert Bær, som den. Man skal blot forsøge det en Gang, og man skal grundig blive vænt af med Menneskehedens Stolthed, disse Nutidens mirakuløse Mønster-Hestevogne. Schweizer Befordringer er det rene Useldom og Italiens, ja det er en Illusion, som Welhaven sagde, i Sammenligning med den norske Kariol.
Nu løb den gode Nordbagge med os langs Fjordens yndige Bred og opover Høilandet gjennem den uendelige
