stille Skov med alle dens hyggelige Afkroge med en Luft som en Gudedrik og en Duft som Drikkens Kogleri. Efter hver sindig Stigning viste sig endnu den henrivende Christiania-Dal med den gamle hvide Borg paa Næsset, og da vi ved Dreiningen over Aasen saa den sidste Gang, lyste den i Aftensolen, som den ret vilde vise, hvor langt fra den kunde beundres. Men hvad jeg for Øieblikket mest beundrede og blev ved at beundre alle hundrede Miil, var det elskværdigste af alle firbenede Væsener, Fjeldhesten, Gampen, som den vel kaldes paa sit Modersmaal.
Jeg har seet den i alle Skikkelser, fra det skjønneste Dyr med Lemmer og Bevægelser, som i Fidias’s Festtog til den mest udslidte lille Fyr, der kunde have Grund til være betænkelig ved Sagen, men ingensinde har jeg seet den gjøre Andet, end hvad der gjør alle andre Heste tilskamme. – – Helt trygt kom vi nedi den frodige Lommedal. Jernhytterne brasede og stampede, Fossen skinnede, Koklokkerne klemtede, Skyggen bredte sig langt ud over Bygden, Folk rev Hø, og den lille Kro indbød med godt Øl under Svalen, og da man tændte sin Pibe, satte en venlig Nordmand, der havde været i Danmark sig hos.
Det blev mørkt og koldt i Skoven, inden vi naaede Krogklevens Vertshuus, det var et svært Pust, men Behandlingen hos de gode Folk var upaaklagelig. – – Min fortræffelige Reisefælle paatog sig alt Arbeide, han førte Regnskabet, skaffede Befordring ethvert Sted og fremfor Alt han lagde Reiseplanen, saa jeg med guddommelig Ro kunde nyde det Ætheriske uden at ændse det Jordiske. Det var mig temmelig ligegyldigt, hvor vi kom hen, jeg havde fattet den Tro, at enhver Plet i det Vidunderland var god nok. Det eneste, jeg kunde have øn-
