sket, var, at han havde havt mindre Hast og, at han havde forstaaet sig paa en Pibe Tobak i en grøn Eng med en Ged til at lege med Tobakspungen. Men han var alt dengang en erfaren europæisk og halvasiatisk Reisende, vidste derfor, at Tid er ikke blot Penge, men alle de Æventyr, man kan faa for dem, og vilde Intet høre om, at Driveri ogsaa var et ganske godt Æventyr.
Da vi kom til Søen, saa jeg en Naturscene, som jeg ikke veed nogensteds at have seet saa udpræget, ikke engang ved de italienske Søer, snarest paa visse hollandske Malerier; de Folk vide at aflure Naturen Ting, som Andre ikke let faa at see. I den milde Morgenluft saa Fjeldskrænterne langs Vandet med alle deres rige Slør af Løvverk saa fine og umaterielle ud, saa jeg ikke kan udtrykke det anderledes, end som farvet Glas.
– – Professor Bugge, Sognepræsten i Gran, var os nævnt som en Mand, man burde gjeste. Jeg tror ikke, vi havde anden Addresse til ham, men det behøvedes ikke heller. Man sagde om ham, at han ligesom Abraham stod udenfor sit Paulun for at fange Veifarende op og gjøre dem godt, og vist var det, at han gjorde enhver Sjel, han mødte, en Mængde godt. Saasom han havde været Rector i Christiania, var den philologiske Professor, jeg kom med, et Fund, han vidste at gjøre Brug af og, saasom han af sit fromme Hjerte elskede sit Kald som Landsbypræst og kunde flokke sin Menighed om sig, saa de ikke kunde rummes i Kirken, var en theologisk Candidat en Person, han havde Lyst til at give det rette Syn paa Sagen. Da han endelig ogsaa var dansk af Fødsel, idet Faderen til de tre Brødre, han, Biskoppen[1]
- ↑ Som bekjendt var Biskop Bugge ikke Broder, men Fader til Provst Søren Bugge i Gran og Rector F. M. Bugge i Thrond-
