Gaardens Beboere beskrev jeg i et Brev, som jeg
fuldendte henimod Midnat uden andet Lys end Sommernattens
omkring Norden vandrende Solbjergsglød:
„Vor Vert er en Mand, hvis Tale gaar rastløs i Lighed med vor Ven Fogs[1], afhandlende alle tænkelige Materier og gjør dem alle mærkelige. Hans værdige Huusfrue er en elskelig Kvinde, som i Fortrolighed gjerne vil have sig en lidt sværmerisk Samtale. Hans Datter er en statelig Ungmø, hvis forstandige og paapasselige Væsen ganske lidt minder om, at hun har siddet mellem Søstrene i Christiansfeld. Hans Søn er en beskeden pæn Student. Hans Forvalter en gemytlig Veiviser. Hans Gjester, som komme og gaae i Mængde, ere Folk med leende Ansigter, som skjønne paa Præstegaarden. Hans Maaltider, der efter Ussings Beregning udgjøre ni i Døgnet, ere alle uundgaaelige. Hans Stuepige er en neiende og trippende Jente, af hvis høflige Naivetet man med Glæde skjønner Huusaandens Væsen. Og hans Budeie (Meierske), en Sæterpige fra Hallingdalen med et Væsen som en Adelsfrue, en Tunge, der løber som en Fos paa et Maal, der klinger som Koklokken paa Sæteren og en Dragt som hendes Farmødres, der vandt Harald Haarfagers Hjerte.“
Det er saa, at Professor Bugges fromme Sjel havde fundet sig meget tiltalt af Herrnhuternes Broderkjærlighed, hvorfor han havde sendt sine Døtre til deres Skole, men man mærkede det ikke paa andet, end den menneskekjærlige Tone, der trak sig gjennem al hans Tale. Om Søndagen kjørte vi med ham til Annexkirken Tingelstad og fandt den saa fyldt, at Folk maatte finde sig i at sidde paa Stolestadernes Rygfjel med Benene ned mellem
- ↑ Den senere Biskop over Sjællands Stift B. J. Fog.
Udg.
