dem, der sad paa Bænkene. De holdt opmærksomme ud under den lange Tjeneste og slugte hans Ord, medens han katekiserende gik op og ned mellem sine Børn. Det var et herligt Syn, da vi kom ud af Kirken at see den brogede Mængde sprede sig ned over Bakken, og da vi besøgte en Bondegaard, fik vi i den bøie tømmersatte stue en Smag af gammel nordisk Skik.
Gran har den vel sagtens enestaaende Eiendommelighed, at der paa dens ellers bare og kun lidt tiltalende Kirkegaard staa Side om Side ganske tæt ved hinanden to store Kirker. Den ene er i Brug som Sognekirke, en endnu anseligere høithvælvet Stenbygning er nu saa temmelig en Ruin.
Sabbaten blev dog ikke strengere holdt, end at den geistlige Professor om Eftermiddagen førte os ud paa den underlige Fjeldkamp, Sølsbjerg kaldet. En Gut bar Flaskekurven, og medens Solen glødende dalede over Fjordens Vandspeil, skulde den tømmes. Der blev Intet slaaet af paa den nidkjære Sjælesørgers Skaaltaler. At vi ikke flere Gange faldt hinanden om Halsen, var ikke hans Skyld.
Det var nu Pietismen paa Hadeland, og jeg kan indestaa for, at den idetmindste dengang ingen bitter Bismag havde. To Dage efter kjørte vi ned til Fjorden og førtes paa en lille Damper ad dens fine blanke Vand til den Bygd, som hedder Land og vel fortjener at agtes derfor mellem alle Lande. Selvfølgelig mødte der igjen en vennehuld Mand i en sort Præstefrakke[1] og tog os under Armen. Han kunde umuligt undvære den Glæde at bringe os til Sæde ved sin Arne, saameget mere som
- ↑ Maa vistnok være sognepræsten til Land, Provst O. P. Aabel.
Udg.
