han efter sit Sigende behøvede slig Muntring, da han havde ikke mindre end 6 Kirker at røgte der oppe i Fjeldbygderne.
Vi kom paa Kærrer, men naaede kun et lidet Skifte opover de duftende Enge langs den pludrende Elv, da en Christiania Professor med ægte velformet academisk Snaksomhed hagede sig i os. Han hed Hallager, og hedder forhaabentlig saa endnu, for han var ung, medens de kjære Grans Folk, vemodigt at tænke paa, nu maa søges i Evigheden. Han fulgte os lige til Bergen og var os med sin friske Reiselyst til Glæde, som med sin juridiske Practiskhed til god Nytte[1].
Capitain Gerhard Munthe, Norges ypperste Geograph, maatte ikke forsømmes. Som sædvanligt hjerteligt velkomne, og overdreven god Forpleining. Det gjør et underligt Indtryk saaledes fra den vilde og ensomme Natur at træde ind i fint udstyrede Værelser og pludselig see sig selv forvandlet til et dannet Menneske, der kan sætte sig i en blød Sofa, samtale som en Hovedstadsmand, byde Fruen Armen og føre hende ind i en blændende Spisesal, hvor Bordet i Kandelabrenes Glands bugner af duftende Spisevarer, Flasker og Glas, Frugter og Blomster. Man tilgive mig, at jeg efter den magiske Forvandling var saa forstyrret, at jeg bedst husker noget som en Tryllehave under Dronning Gunhilds Glasklokke og ganske har glemt den venlige Familie.
- (23de Juli kom de Reisende til Bergen).
Der var et Herberge, Gjestgivergaard, hvad man vil kalde det, „hos Madam Friis“. Sligt kan neppe findes uden i Bergen, og Gaardens Beboere vel heller ikke.
- ↑ Reisen gik saa gjennem Valders og Lærdal.
Udg.
