Vi bleve mindst af Alt modtagne af springende Kellnere i sort Kjole og hvid Slips, nei, en bred moderlig Skikkelse stod i Døren, et Par glade Døtre kigede frem bag hende, med Haandtryk og hjerteligt Velkommen bleve vi førte ind i deres egen hyggelige Dagligstue – de havde spurgt, vi vilde komme, og hvor det var deiligt, at vi kom. Den Ting var ellers baade let og glædelig at begribe, og vi satte os med god bergensk Gemytlighed til at snakke løs med de venlige Damer om Folk og Land, Reisen og al dens Morskab, om Venner og Familie og tog Sagen aldeles, som om vi vare faldne ind i en Præstegaard i Egenskab af velsete Gjester.
Naar dertil føies, at Alt i den store gammeldags Træbygning aandede den Renlighed og stille Orden, som vidner om trygt Kvinderegimente, hvor Skabet staar, hvor det skal, og Nøglerne hænge ved den Hofte, de skal, og at dette af hele Norge anbefalede Hus laa paa et grønt Tun, hvorfra man paa den ene Side saa udover en Fjordarm med Lyderhorns jevnt til Spidsen opstigende Ryg til Baggrund og paa den anden Side over Havnen til den nordre Kyst, og Baade glede hid og did, og Bygninger og Bakker, grønne Enge og lysgraa Fjelde overalt speiler sig i de blanke Vige, og ingen Vognrummel i Staden af Træ, hvor man kun gaar og seiler og Alt i Sommermiddags varme Ro, saa har man Bergen i godt Veir, og et Veir var det, som vilde det bringe os til at sande, at vi var komne til Norges Venezia.
Bergen er ogsaa tiltrods for sin yderst borgerlige Bygningsmaade en pyntelig By. Alle dens smaa Træhuse vende Gavlen ud til Gaden og see gjennemgaaende velhavende ud, er pænt malede med lyse Farver og blive vaskede hver Løverdag paa sin Hollandsk. Egentlig er den ingen Smaaby, men Indbyggernes jævne Væsen
